United-manager: Kamp mod Midtjylland er en stor kamp

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

Manchester Uniteds spillere hentede lidt selvtillid, da de mandag vandt 3-0 over Shrewsbury i den engelske FA Cup.

Det skal de bruge, når de på torsdag skal forsøge at indhente FC Midtjyllands føring på 2-1 i returkampen i Europa League. Og manager Louis van Gaal erkender, at selv for et storhold som United, har torsdagens kamp udviklet sig til at være en sæsonens store.

- Efter min mening er det en stor kamp, fordi det er en mulighed for at kvalificere os til næste sæsons Champions League ved at vinde Europa League, siger Louis van Gaal ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men vi skal selvfølgelig vinde mange kampe. Det er nemt at sige, og en anden sag at gøre det. Men det er muligt, så nu får vi se, fortsætter manageren, som ikke længere sidder trygt i jobbet i den engelske fodboldklub.

I første omgang kan han glæde sig over mandagens sejr, som han ikke mener, at man bør tage for givet bare fordi der på papiret er kvalitetsforskel på de to hold.

- Topholdet vinder ikke altid. Jeg synes, at vores præstation var rigtigt god, og det sagde jeg allerede til spillerne i pausen.

- Jeg synes, at vi gjorde det fantastisk. Jeg var meget tilfreds, men nu skal vi besejre Midtjylland, for det er også muligt at besejre dem. Det bliver dog ikke nemt, for det er et meget velorganiseret hold. Det så vi i den første kamp, fortsætter manageren.

Louis van Gaal kan se frem til, at han i torsdagens returkamp mod de danske mestre har sin førstemålmand David de Gea tilbage efter han blev knæskadet under opvarmningen i Herning i sidste uge.

/ritzau/