United og Bayern enige om Schweinsteiger-transfer

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

Den tyske landsholdsspiller Bastian Schweinsteiger forlader Bayern München og fortsætter karrieren i engelsk fodbold hos Manchester United.

Den tyske klub bekræfter på sin hjemmeside, at Bayern München og Manchester United er blevet enige om en transfer for den 30-årige defensive midtbanespiller.

Bastian Schweinsteiger har været i Bayern München i 17 år, hvor han begyndte som ungdomsspiller, og han har udtrykt ønske om at prøve noget nyt, hvilket Bayern München beklager.

- Vi har forsøgt at overbevise ham om at blive i Bayern München. Men jeg har forståelse for, at han er en spiller, der har været i Bayern München i 17 år, og som gerne vil prøve noget nyt i den sidste del af karrieren, siger Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge, ved en pressekonference.

- Jeg beklager, fordi Bastian er en meget værdsat spiller for os. Han har været igennem alle faser og har præsteret store ting. Han har vundet alt, siger Karl-Heinz Rummenigge til Bayern Münchens hjemmeside.

Manchester United bekræfter lørdag, at de to klubber er enige om et skifte, og at der blot mangler et lægetjek og nogle personlige forhold i kontrakten, før den underskrives. Ifølge nyhedsbureauet AFP forventes Bastian Schweinsteiger at indgå en treårig kontrakt med United.

Bild skriver, at prisen på Schweinsteiger ligger mellem 135 og 150 millioner kroner.

Bastian Schweinsteiger har optrådt 536 gange for den tyske storklub, siden han fik debut i 2002. Han har vundet otte tyske mesterskaber med Bayern München samt den tyske pokalturnering syv gange.

Schweinsteiger var også med på det Bayern-mandskab, der vandt Champions League, mesterskabet samt pokalturneringen i 2013.

Han har spillet 111 landskampe for Tyskland, deltaget i tre VM-slutrunder, og han var med til at vinde VM med Tyskland i 2014, hvorefter han blev anfører på det tyske landshold.

- Bastian og jeg havde en seriøs samtale fredag, og han fortalte mig, at han havde tænkt meget over sin karriere, og gerne ville prøve noget nyt.

- Han bad mig finde en løsning, og tingene er gået i orden mellem Manchester United og Bayern München, og vi er enige om en fair transfer.

- Andre spillere som Franz Beckenbauer til New York, Günter Netzer til Real Madrid og mig selv til Inter har tidligere besluttet at tage til udlandet, og jeg forstår hans ønske om at prøve det samme, siger Karl-Heinz Rummenigge

For danske Pierre-Emile Højbjerg, der vender tilbage til Bayern München efter et lejeophold hos Augsburg, kan Schweinsteigers skifte være godt nyt, da de spiller samme defensive midtbaneplads.

Den tyske klub hentede for nylig den brasilianske midtbanespiller Douglas Costa i Shaktar Donetsk.

/ritzau/