United-profil misser op til seks uger med skade

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

I Manchester United har de det usædvanligt hårdt i denne efterårssæson. Resultaterne i Premier League har været dårligere end meget længe.

Spillet er ikke fantastisk, og nu har manager David Moyes fået endnu et problem.

Midtbanespilleren Michael Carrick misser formentlig de næste op mod seks uger med en skade i akillessenen.

Det oplyser Manchester United selv på sin hjemmeside.

Den 32-årige midtbanespiller forlod Englands landsholdstrup tirsdag. Han skulle have været med i testkampene mod Chile og Tyskland.

- Den 32-årige spilfordeler, som spillede alle 90 minutter i Uniteds 1-0-sejr over Arsenal på Old Trafford i søndags, har været med i 15 af Uniteds 18 kampe indtil videre i sæsonen, men vil være væk indtil december, lyder teksten på Uniteds hjemmeside.

Nu kæmper Michael Carrick med tiden for at blive klar til det hårde juleprogram i England.

Foruden mindst fire kampe i Premier League står Carrick også til at misse Uniteds to sidste gruppekampe i Champions League mod Bayer Leverkusen og Shakhtar Donetsk.

/ritzau/