United sender Aston Villa og Okore ud af Premier League

Skrevet af admin

16/04/2016

Mest læste i dag

Aston Villa er ude af den bedste engelske fodboldrække for første gang siden 1987.

Det står klart, efter at Manchester United lørdag vandt 1-0 hjemme over Aston Villa, der for anden uge i træk ikke havde Jores Okore med i truppen.

Den danske landsholdsspiller skal nu finde ud af, om han vil blive i Aston Villa under en ny manager og være med til at genrejse traditionsklubben eller søge andre græsgange på et højere niveau.

Det var den unge kometangriber Marcus Rashford, der efter 32 minutter scorede kampens enlige mål efter et smukt opspil, som blev sat i gang af Wayne Rooney.

På grund af en skade var det første gang siden februar, at Rooney spillede en kamp i Premier League, og den engelske landsholdsangriber spillede udmærket i de 67 minutter, han var på banen.

United burde allerede have været foran inden Rashfords scoring, men Juan Mata brændte flere store muligheder.

For Aston Villas vedkommende var det niende gang i træk, at klubben tabte i ligaen, og det har længe kun været et spørgsmål om tid, før nedrykningen blev en realitet.

Indskiftede Rudy Gestede havde dog nogle gigantiske chancer for at vende det hele på hovedet i slutminutterne, men Aston Villa-angriberen kom ikke tættere på end et stolpeskud.

Også Memphis Depay ramte stolpen for United i overtiden, men flere mål end Rashfords enlige blev der ikke scoret.

Med sejren kan United igen drømme om en placering i top-fire og dermed Champions League. United er på femtepladsen et point efter Manchester City, som senere lørdag gæster Chelsea.

I bunden tog Newcastle og manager Rafael Benitez en vigtig 3-0-sejr hjemme over Swansea på mål af Jamaal Lascelles, Moussa Sissoko og Andros Townsend.

/ritzau/