United snupper tredjeplads med Rooney-fest

Skrevet af admin

28/02/2015

Mest læste i dag

Det var et par dramatiske minutter, som afgjorde Premier League-kampen mellem Manchester United og Sunderland lørdag eftermiddag.

Manchester United vandt 2-0, da Wayne Rooney scorede på straffespark efter 66 minutter, og igen stod det helt rigtige sted knapt 20 minutter senere.

Colombianeren Radamel Falcao spillede også en afgørende rolle, da han modtog bolden og drejede rundt med et par modstandere omkring sig. Det gav ham straffespark, som den tidligere Manchester United-spiller Wes Brown fik rødt kort for.

TV-billederne viste dog med al tydelighed, at Brown var uskyldig. Det var John O'Shea, som skulle have været vist ud, da han trak Falcao i skulderen.

Falcao blev i øvrigt skiftet ud i straks efter scoringen efter en indtil da, relativt anonym indsats.

Sunderland er kun tre point over nedrykningsstregen, og holdet spillede lørdag som et hold, der ikke rigtigt tror på, at det kan vinde. Derfor formede kampen sig stort set som spil til et mål - Sunderlands.

Wayne Rooneys straffespark sad yderligt, men var hårdt og præcist til højre for målmand Costel Pantilimon. 18 minutter senere vandt Rooney også en direkte duel med Newcastles rumænske målmand.

Pantilimon halvklarede et forsøg udefra, og Rooney stod klar foran mål og kunne sende returbolden i mål med et velplaceret hovedstød. Det var første gang i otte kampe, at Wayne Rooney scorede.

Med sejren overtager Manchester United tredjepladsen i Premier League fra Arsenal, som dog har spillet en kamp færre. Holdet fra London møder Everton søndag.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Jores Okore var med i Aston Villas startopstilling i lørdagens udekamp mod Newcastle. Desværre var det en fejl af danskeren, der gav Newcastles scoring til 1-0 efter 37 minutter.

Jores Okore skulle have clearet en tværaflevering fra Daryl Janmaat, men danskeren missede og Papiss Cisse stod pludselig fri og kunne sende bolden i mål bag Aston Villas målmand Brad Guzan.

Med nederlaget er Aston Villa stadig næstsidst i Premier League. Kun Leicester har hentet færre point i sæsonens første 26 kampe.

For Southampton blev lørdagen dyr. Holdet tabte 0-1 ude mod West Bromwich Albion. Hjemmeholdets Berahino scorede allerede i kampens andet minut, og det fik Southampton aldrig rettet op på.

Berahino var på plads, da Chris Brunt sendte en frisparksbold ind foran mål. Southampton er på femtepladsen i ligaen, to point efter Arsenal.

Stoke vandt 1-0 hjemme over Hull, mens det blev udesejre i lørdagens to sidste kampe. Swansea vandt 1-0 over Burnley og Crystal Palace vandt 3-1 over West Ham.

/ritzau/