Universitet beder topchefer dæmpe brug af studiejob

Skrevet af admin

14/05/2015

Mest læste i dag

Et brev dumper snart ind ad brevsprækken hos departementschefer, direktører og andre topchefer, som har ansvar for de institutioner og virksomheder, der har studerende ansat i studiejob, skriver Politiken torsdag.

Det er den øverste ansvarlige for Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet, dekan Troels Østergaard Sørensen, der opfordrer arbejdsgiverne til at skrue ned for studentermedhjælpernes timetal og holde ansættelserne på 8-12 timer ugentlig.

- Hvis man beskæftiger studerende mere end 15 timer per uge, indebærer det en stor risiko for, at de slet ikke bliver kandidater, skriver dekanen i brevet.

Årsagen til dekanens opfordring er den såkaldte fremdriftsreform, der fra næste studieår træder i kraft for alle studerende på videregående uddannelser.

Med reformen skal alle studerende være fuldtidsstuderende, og samtidig indskrænkes deres muligheder for at tage et fag eller en eksamen om.

- Jeg mener, det er vigtigt for de studerende, at arbejdsgiverne er klar over, at det nu er fuldtidsstudier, de går på.

- Fra september ryger man ud og får ikke sin uddannelse, hvis man ikke følger sit studie. Det er dyb alvor, siger Troels Østergaard Sørensen til Politiken.

Moderniseringsstyrelsen, som har personaleansvar for statens medarbejdere, skriver i en mail til Politiken, at studiejob generelt er til glæde både for de studerende og staten.

Men styrelsen vil ikke regulere ansættelserne.

Står det til de de private arbejdsgivere hos Dansk Erhverv og Dansk Industri, sættes timetallet for lavt af dekanen.

Underdirektør i Dansk Industri Charlotte Rønhof vil trods opfordringen fortsat råde sine medlemmer til at ansætte studerende omkring 15 timer om ugen, som de gør i dag.

De studerende på KU’s Samfundsvidenskabelige Fakultet er glade for dekanens brev til arbejdsgiverne.

Når de både mødes med krav om at være fuldtidsstuderende og træde hurtigt og effektivt ud på arbejdsmarkedet, er det svært at komme det hele i møde, fortæller Alexander Bergeon, der er formand for de studerendes råd på fakultetet, til Politiken.

/ritzau/