Universitet går i tænkeboks om Penkowa-sag

Det sker på baggrund af, at Københavns Politis advokaturchef, Per Justesen, i en redegørelse skriver, at man opgiver sigtelsen mod Penkowa for dokumentfalsk på grund af forældelsesfrist.

»Vi er glade for, at politiet noterer, at der efter deres vurdering er begået bedrageri mod Københavns Universitet. Det, vi overvejer nu, er, om vi i givet fald skal rejse sagen over for Statsadvokaten,« siger vicedirektør på Københavns Universitet, Jasper Steen Winkel.

Politiet har droppet at føre en straffesag mod Milena Penkowa med henvisning til, at sager om dokumentfalsk forældes efter fem år. Milena Penkowa begik dokumentfalsk i forbindelse med en række omstridte rotteforsøg i 2003.

Når der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter udvides forældelsesfristen dog til ti år, og det er her, at Københavns Universitet ser en mulighed for, at der bliver ført en straffesag mod Milena Penkowa.

»Nu har vi fået politiets vurdering, og nu vil vores jurister og Kammeradvokaten vurdere sagen også. Vi mener, at beviserne står relativt stærkt, og det er muligt, at vi vil søge dem efterprøvet ved en højere instans,« siger Jasper Steen Winkel.

Han forventer, at universitetet vil træffe en afgørelse om, hvorvidt man vil klage til Statsadvokaten eller ej inden for et par uger.

Milena Penkowa blev i 2010 dømt for underslæb, falsk anklage og dokumentfalsk mod Dansk Selskab for Neuromedicin. I 2011 meldte Københavns Universitet Penkowa til politiet for dokumentfalsk og bedrageri i forbindelse med de rotteforsøg, der indgik i hendes doktordisputats.

Søndag valgte politiet at droppe sagen, og Milena Penkowa sagde efterfølgende, at hun var »rigtig glad for omsider at have fået mit navn renset«.

Det har tirsdag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Milena Penkowa.

Dagens Gossip

Dagens TV