Universiteter undrer sig over økonomiske pisk

Regeringens forslag om, at universiteterne vil miste bevillinger, hvis de ikke formår at nedbringe den studerendes gennemsnitlige studietid med 3,7 måneder inden 2020, er unødvendigt.

Det mener formanden for Universitetsrektorerne, Jens Oddershede.

- Jeg mener ikke, at vi har brug for at blive "truet" med færre bevillinger, hvis vi ikke når reduceringen inden 2020, siger han til Ritzau.

- Jeg synes tværtimod, at vi har bevist, at vi har været i stand til at reducere studietiden uden det her tiltag, tilføjer han.

Forslaget kommer som et led i regeringens nye SU-udspil, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) præsenterede på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Regeringen vurderer, at udspillet samlet kan spare statskassen to milliarder kroner.

Og Jens Oddershede imødekommer forslagene og tror på, at de kan være med til at skabe fremdrift i studiet, som han i længere tid har efterspurgt.

Men samtidig mener han ikke, at den økonomisk pisk behøver at blive løftet. For universiteterne har allerede fået reduceret studietiden med godt og vel seks måneder inden for de seneste år.

Og ifølge Oddershede er det muligt at reducere tiden yderligere. Men det kræver også en indsats fra de studerende.

- Udfordringen er selvfølgelig, at vi godt kan tilbyde noget, men hvis dem, der skal tage imod det, ikke vil tage imod det, så er der selvfølgelig en udfordring, siger formanden og tilføjer:

- Vi arbejder med mennesker, og det kræver to parter at støtte op om det her.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV