Universitetsrektorer: Besparelser vil ramme forskning

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

Når uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) vil spare på uddannelsesområdet, men friholde forskningen, er det utopi.

Sådan lyder det fra Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet og formand for universitetsrektorerne efter regeringens udspil, der vil betyde milliardbesparelser i uddannelsessektoren.

- I modsætningen til hvad ministeren siger, bliver forskningen ikke friholdt. Allerede i dag betaler vi en del af undervisningen med forskningsmidlerne. Det vil vi være nødt til at gøre i endnu højere grad end i dag, siger han.

Regeringen vil over en fireårig periode spare 8,7 milliarder kroner på uddannelsesområdet. Et område, der ellers i mange år har været fri for at skulle spare to procent årligt ligesom resten af det offentlige.

Men ifølge Ralf Hemmingsen har universiteterne alligevel mødt besparelser.

- Ministeren siger, at sektoren har været fritaget for besparelser. Men der har de sidste mange år været en årlig reduktion i taxameteret til undervisning. De penge er i nogen grad kommet tilbage til sektoren, men ofte øremærket til andre ting, siger han.

Taxameteret, altså statens bevilling til uddannelserne, dækker ikke universiteternes reelle udgifter, lyder det fra Ralf Hemmingsen.

Han understreger, at han synes, det er "mærkeligt" at skære yderligere i det grundlag, "Danmarks fremtid hviler på".

Til gengæld giver han regeringen ret i, at der med fordel kan ryddes ud i noget af det bureaukrati, der tynger økonomien på uddannelserne unødvendigt.

- Men langt det meste bureaukrati er reguleret af ministerier eller Folketinget. Der er ikke så meget af det, vi kan tage væk, siger han og henviser blandt andet til øget bureaukrati som følge af den nye studiefremdriftsreform, universiteterne er blevet pålagt.

/ritzau/