Unødig panik koster menneskeliv ved Vesterhavet

Opfordringen til at omgås havet med respekt er på sin plads. Men det skal helst ske med andre ord end dystert klingende ord som »hestehuller« og »understrøm«, mener kystlivredningschef Erik Bech fra Trygfonden, som bemander ni livredningstårne langs hele vestkysten. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

»De skaber panikfremkaldende misforståelser i befolkningen om et helt almindeligt naturfænomen, som de fleste svømmere kan lære at tackle, nemlig revlehuller«.

Et revlehul er, som ordet præcist siger, et hul i en revle langs kysten. Her er vandpresset særligt stort, når alt det ophobede vand, der bliver skyllet mod kysten, skal ud igen.

Hvis man svømmer tværs hen over det, er det ifølge kystlivredningschefen slet ikke sikkert, man opdager det. Men hvis man for eksempel er på vej udad og pludselig befinder sig midt i det, kan strømmen føles så voldsom, at det er let at gå i panik.»Revlehuller findes i hele landet. Men på vestkysten er der højere energi i revlehullerne end noget andet sted. Hastigheden kan komme op på en meter i sekundet, hvilket svarer til at skulle svømme mere end tre en halv kilometer i timen. Men selv i svage revlehuller kan folk gå i panik. Når de prøver at svømme, oplever de, at de ikke kommer ud af stedet. Det sker jævnligt, at selv dygtige svømmere bliver udmattede, fordi de bliver ved med at prøve at svømme indad i et revlehul,« siger kystlivredningschefen til Viborg Stifts Folkeblad.

Panikken bliver ikke mindre, hvis man ser et bundløst hul for sig, eller hvis man fejlagtigt tror, at man er fanget i en stærk strøm, som trækker en ned. Det er to udbredte misforståelser. Det samme gælder ordet understrøm, der klinger af, at noget stærkt pludselig trækker den svømmende ned under vandet.

»Der findes ingen nedadgående strøm. Det kan måske godt føles sådan, og det kan være meget ubehageligt, fordi vandet skyller hen over dig hele tiden. Men strømmen går udad eller langs stranden. Aldrig ned,« understreger kystlivredningschefen.

»Livreddere og andre nørder som mig kan finde på at hoppe ud i et revlehul bare for at se, hvad der så sker. Og vi kan konstatere, at hvis man slet ikke gør noget, kommer man stille og roligt ind igen i 60 procent af tilfældene. Strømmen er ikke noget, der fortsætter. Derfor er det bedste råd til folk, at de skal forholde sig i ro og derefter svømme til siden. Så vil de overleve.«

Dagens Gossip