UPS: DR må skifte navn på nyt magasin - det var allerede taget

Man skulle ellers tro det var meget nemt at undersøge, om et nyt navn til et kommende netmagasin allerede var optaget af andre. En hurtig søgning på Google eksempelvis.

Men det fik man ikke gjort hos DR, og derfor har man nu måttet ændre navn.

Det drejer sig om magasinet Lev Livet, der bliver åbnet i morgen, tirsdag den 5. februar.

Men det kommer altså nu i stedet til at hedde Lev Nu.

Navneforandringen skyldes simpelthen den brøler fra DRs side, at et program af samme navn på TV2s regionale station TV2 Øst i forvejen har varemærkeregistreret navnet.

- Jeg var ikke opmærksom på, at man kunne varemærkebeskytte et begreb som 'Lev Livet'. Det tager vi naturligvis til efterretning og justerer navnet, siger Jes Højen Nielsen, der er redaktør for magasinet på dr.dk.

Navneændringen fordi TV2 Øst henvendte sig til DR for at gøre opmærksom på, at navnet allerede var i brug.

Indholdet og meningen med magasinet har dog ikke ændret sig. 'Lev Nu' har den enkelte bruger helt i centrum, og som navnet også indikerer, er stoffet meget handlingsorienteret og giver gode råd til, hvordan man kan leve sundere netop nu.

Magasinet vil stadig have tilknyttet en række eksperter på områderne børn, motion, sex og parforhold, god mad og kroppen, der dækker psykologien. Stoffet på 'Lev Nu' udspringer af de spørgsmål og henvendelser, der kommer fra brugerne, oplyser DR.

Dagens Gossip