Ups: GPS sendte 67-årig belgisk kvinde til Kroatien i stedet for Bruxelles

Der har gennem de senere år været mange skøre historier om GPS’er, der sender bilister på afveje. Men her er nok den skøreste af alle, skriver ComON.

En 67-årig kvinde fra Belgien skulle blot fra sin hjemby Hainault Erquelinnes i Belgien til banegården i Bruxelles, men hendes GPS fik hende til at køre sydpå - meget langt sydpå.

Rent faktisk endte kvinden i den kroatiske hovedstad, Zagrb – 1.400 kilometer fra hendes bopæl. Hun brugte et par dage på turen, stoppede to gange for at tanke, sov et par timer og havde en mindre ulykke undervejs, skriver Gizmodo.

Men hvordan kunne hun så køre så meget forkert, uden at opdage noget?

Til den spanske avis El Mundo forklarer kvinden:

- Jeg var distraheret, så jeg fortsatte med at køre. Jeg så alle mulige trafikskilte, først på fransk, så på tysk og til sidst på kroatisk, men jeg fortsatte med at køre, fordi jeg var distraheret. Lige pludselig var jeg i Zagreb, og så gik det op for mig, at jeg ikke længere befandt mig i Belgien, siger Sabine Moreau til avisen.

Den belgiske avis, Nieuwsblad, fortæller at den 67-årige kvinde indrømmer, at hun så skilte med "Köln", "Aachen" og "Frankfurt", mens hun passerede gennem Tyskland. Desuden kørte hun gennem Østrig og Slovenien for at nå til Kroatien. Det fik heller ikke alarmklokkerne til at ringe.

Historien melder ikke noget om, hvorfor GPS'en tog fejl af Bruxelles og Zagreb.

Dagens Gossip

Dagens TV