Ups! Real Madrid-butik afslører Bale-køb

Alt tyder på, at Tottenham-stjernen Gareth Bales længe ventede rekordskifte til Real Madrid er nært forestående.

Den spanske storklub gjorde i hvert fald ikke selv meget for at bremse de vedvarende rygter, da klubbens onlinebutik torsdag ved en fejl kom til at reklamere med Real-trøjer med 24-årige Bales navn på ryggen.

Fejlen blev hurtigt rettet, men da havde madrilenske sportsaviser som Marca og AS allerede offentliggjort screenshots af Bale-trøjen med nummer 11 i webshoppen.

Sidste år lavede klubben en tilsvarende brøler, da trøjer med Luka Modric' navn blev sat til salg, inden en aftale var underskrevet. Ved den lejlighed gav Real Madrid hackere skylden.

Spanske medier skriver, at forhandlingerne mellem Real Madrid-ledelsen og Tottenham om et køb af Gareth Bale er langt fremme, og at en handel kan komme på plads inden weekenden.

Prisen på den målfarlige waliser kan overgå det beløb, som Real i sin tid betalte for Cristiano Ronaldo, nemlig 80 millioner britiske pund, svarende til knap 700 millioner danske kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip