Uran kan forstærke Holm

Hos Brian Holm og QuickStep er man ved at gøre klar til en oprustning, der skal sikre supersprinter Mark Cavendish bedre afsæt i den resterende del af sæsonen. Overraskende nok har man fundet plads til den italienske cykelpensionist Alessandro Petacchi, som for tre måneder siden sagde farvel og tak til sporten, men glemte at tilføje et ’på gensyn'.

Karrierestoppet var i virkeligheden et pausekomma på en snørklet vej fra det fuchsiafarvede Lampre-mandskab til QuickStep.

QuickStep-manager Patrick Lefevere bekræfter over for belgiske Sporza, at forhandlingerne med Petacchi er i gang, selv om de ifølge UCIs regler først må offentliggøres efter 1. august. Petacchi, der har vundet 39 gange i de tre store etapeløb, får kontrakt til og med 2014.

Med et mandskab, der har vundet fire etaper i Tour de France og 39 i alt i sæsonen 2013, virker QuickStep ikke som et hold, der burde hungre efter nyt blod og mere spidskompetence.

Mick Jagger-fjæs

Ikke desto mindre ventes Holm også fra og med næste sæson at få tilgang af Team Skys colombianske klatrer, Rigoberto Uran. Den 26-årige rytter med Mick Jagger-fjæset sluttede som toer i årets Giro d’Italia og blev efter et hårdt ridt i støvlelandet valgt fra til Tour-favorit Chris Froomes udvalgte trup.

Brian Holm kender ikke noget til forhandlingerne med Uran, som ventes afsluttet i begyndelsen af næste måned.

- Jeg kan ikke kommentere på rygterne om Uran. Det er ikke alt, jeg bliver taget med på råd om af Patrick Lefevere og sandt at sige er det nok heller ikke alt, jeg ønsker at være med inde over, siger Holm til BT.

Uran har haft et par gode sæsoner på Sky og har med sine 26 år nået en alder, hvor han er moden til et skifte.

Over for BT bekræfter Team Sky manager, Dave Brailsford, at det også kan være dyrt at have så meget succes, som det britiske storhold vader i.

- Vores rytteres markedsværdi stiger, og det er helt naturligt, at de ønsker en løn, som matcher det, lyder det fra Brailsford.

Hvis Rigoberto Uran når til enighed med QuickStep, forventes han at få selskab af landsmanden og Team Sky-kollegaen Sergio Henao, der også har kørt en god sæson.

Dagens Gossip