Urin-ramt stjerne smidt ud: Cavendish er ikke velkommen i hollandsk løb

Den britiske supersprinter Mark Cavendish har gjort sig så upopulær efter sit sammenstød med Tom Veelers i spurten på tirsdagens Tour-etape, at han ikke længere er velkommen i Boxmeer Criterium i Holland.

Endagsløbet køres traditionelt dagen efter afslutningen på Tour de France, men arrangørerne har nu streget Cavendishs navn fra deltagerlisten, skriver nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen er truffet efter den kontroversielle episode på tirsdagens etape, hvor hollænderen Tom Veelers styrtede til jorden midt i massespurten.

Cavendish blev beskyldt for at være årsag til det farlige fald, men løbsjuryen fandt ingen grund til at straffe briten efterfølgende.

Den afgørelse forstår arrangørerne af Boxmeer Criterium ikke.

- Jeg så billederne af spurten på tv, og sammen med løbskomitéen valgte jeg at trække Cavendish ud af deltagerlisten, siger arrangøren Twan Poels.

- Tour-juryen mener åbenbart, at han ikke var ansvarlig for Tom Veelers' styrt. Vi er af den helt modsatte opfattelse, siger han.

Også blandt nogle af tilskuerne på onsdagens enkeltstart har Cavendish tilsyneladende gjort sig upopulær. I hvert fald blev der kastet urin efter briten undervejs på den 33 kilometer lange etape.

/ritzau/

 

Dagens Gossip