Uro i Bahrain: Tre betjente dør i eksplosion

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Tre politibetjente har mandag mistet livet i Bahrain under uroligheder uden for landets hovedstad, Manama.

De tre betjente blev dræbt af en eksplosion, skriver landets indenrigsministerium.

- Tre politibetjente er dræbt i et terrorangreb i Daih, mens politiet var i færd med at sprede en flok bøller, skriver ministeriet på Twitter.

Daih er en shia-landsby uden for Manama.

Tidligere mandag har ministeriet oplyst, at tre fra sikkerhedsstyrkerne var alvorligt såret.

Ifølge ministeriet valgte sikkerhedsstyrkerne at sprede en "gruppe af bøller, som brød ud fra et begravelsesoptog i Daih for at lave optøjer."

Politiet affyrede tåregas, da en eksplosion ifølge vidner blev hørt i byen.

Der er jævnligt sammenstød mellem oppositionsaktivister og sikkerhedsstyrker i Bahrain, hvor styret er ledet af sunnimuslimer, mens flertallet af landets indbyggere er shiamuslimer.

Søndag blev en politibetjent såret ved en eksplosion i en anden landsby, skriver indenrigsministeriet.

/ritzau/AFP