Uroligheder ender fatalt i Egypten

Det Muslimske Broderskab melder om 34 dræbte, mens dødstallet ifølge egyptiske hospitalskilder er 15.

Ifølge CNN skød det egyptiske militærs Republikanske Garde mod en gruppe demonstranter, da der opstod tumult ved nogle militærbarakker, der ligger i den østlige del af Nasr By. Det amerikanske medie melder om ti dræbte og mindst 100 sårede.

Egyptiske medier oplyser ifølge BBC, at soldater og betjente greb til våben, da en gruppe demonstranter forsøgte at klatre over murene til det afspærrede område.

Hæren har hverken bekræftet hændelsesforløbet eller antallet af dræbte. Der er desuden meldinger om, at en soldat fra den Republikanske Garde er blandt de omkomne,

Tusindvis af tilhængere af den afsatte præsident Morsi har i de seneste dage været på gaden for at vise deres afsky over militærkuppet. Morsi blev væltet onsdag, da militæret overtog magten og indsatte Adli Mansour som midlertidig præsident, indtil der har været afholdt nyvalg til parlamentet og præsidentposten.

Dagens Gossip