Uruguay banker Jordan og er tæt på VM-billet

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Fodboldfans kan se frem til at se stjernerne Luis Suarez, Edinson Cavani og Diego Forlán på nærmeste hold til næste års VM-slutrunde i Brasilien.

Onsdag vandt Uruguay med 5-0 ude over Jordan i den første af to kampe om at kvalificere sig til VM.

Der var tale om play off-kampe mellem deltagere fra den sydamerikanske og asiatiske kvalifikation, som ikke havde kvalificeret sig direkte til VM.

De helt prominente angrebsstjerner fra Uruguay scorede ikke i begyndelsen af kampen mod jordanerne. Mere ukendte navne kom i stedet på måltavlen.

Efter 22 minutter bragte højrebacken Maximiliano Pereira sydamerikanerne foran med 1-0, efter at Cavani havde headet på mål og fremtvunget en ripost fra Jordans målmand.

Der var slet ingen opdækning i situationen fra Jordans apatiske forsvarsspillere. Og ved Uruguays andet mål kort før pausen var der tale om en decideret foræring, da Cristian Stuani stod helt fri og scorede til 2-0 ved bageste stolpe.

Jordan gjorde sig mest bemærket ved at kaste sig ned for at fremtvinge frispark eller straffespark, men den norske dommer hoppede ikke på skuespillet. I stedet uddelte han gule kort for film.

I anden halvleg brændte Jordan en kæmpestor chance, og i stedet for en reducering kunne udeholdets Nicolas Lodeiro øge til 3-0 efter 70 minutter. Oplægget stod Cavani for.

Uruguays midtbanespiller Cristian Rodriguez scorede til 4-0 otte minutter senere, inden Cavani på et direkte frispark cementerede sejren med målet til 5-0 i overtiden, og så var der ikke længere spænding om det samlede resultat.

Den tidligere Manchester United- og Inter-angriber Diego Forlán begyndte kampen på bænken, men blev skiftet ind i stedet for Liverpool-angriberen Luis Suarez 10 minutter før tid.

Der er returkamp i Uruguay om en uge

/ritzau/