Uruguay er VM-klar efter nullert mod Jordan

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Alverdens fodboldfans kan se frem til at se stjernerne Luis Suárez og Diego Forlán i aktion, når VM i fodbold begynder i Brasilien i juni næste år.

De to spillere er sammen med resten af Uruguays fodboldlandshold kvalificeret til VM-slutrunden efter 0-0 på hjemmebane mod Jordan.

Der var tale om en playoff-kamp mellem deltagere fra den sydamerikanske og asiatiske kvalifikation, som ikke havde kvalificeret sig direkte til VM.

Uruguay knuste i sidste uge Jordan med 5-0 på udebane, så det var nærmest en umulig opgave for det mellemøstlige fodboldlandshold at sikre sig VM-billetten.

Selvom VM-billetten stort set var sikker på forhånd, brød spillerne fra Uruguay alligevel ud i vild jubel, da dommeren fløjtede kampen af, og der blev sendt fyrværkeri mod himlen over hjemmebanen i hovedstaden Montevideo.

/ritzau/AFP