Uruguays træner hylder Rodriguez: Han er som Maradona

Colombias dobbelte målscorer i kampen mod Uruguay, James Rodriguez, minder det tabende holds træner om den argentinske storspiller Diego Maradona.

- For mig er de særlige talenter dem, der gør ting som er fuldstændig usædvanlige, siger Uruguays landstræner, Oscar Tabárez.

- Diego Maradona, Lionel Messi, Luis Suarez, James Rodriguez - de gør ting, fordi de har visse gaver, der gør dem specielle, fortsætter træneren, der dermed også sætter sin egen hjemsendte stjerne på listen over spillerlegender.

22-årige Rodriguez' første mål i 1/8-finalen var en af slutrundens perler: Han tog bolden ned med brystet og hamrede den via undersiden af overliggeren i mål.

Monaco-spilleren har nu scoret fem mål ved VM i Brasilien og ligger øverst på topscorerlisten.

- Jeg mener, at han er den bedste spiller ved VM. Jeg synes ikke, at jeg overdriver. Han er en ung spiller. Vi forsøgte at begrænse hans indflydelse, men han blev ved og gjorde sin tilstedeværelse bemærket, siger Uruguays træner.

Colombias landstræner, Jose Pekerman, er enig i, at Rodriguez har noget særligt.

- Jeg har stor ros over for det, han gør. Jeg har aldrig været i tvivl om, at dette ville være hans verdensmesterskab, siger Pekerman.

Den unge spiller selv er glad for at have ført Colombia til en VM-kvartfinale for første gang.

- Vi er meget glade, fordi vi skriver historie.

- Da jeg var yngre, drømte jeg altid om at ende her. Vi håber, at vi kan gøre noget endnu større. Det her et hold, der virkelig ønsker at vinde, siger James Rodriguez.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip