US Open-vinder Cilic nærmer sig top-10

Den kroatiske tennisspiller Marin Cilic, som natten til tirsdag dansk tid vandt US Open og for første gang sikrede sig en af de eftertragtede grand slam-titler, avancerer selvsagt på den nyeste verdensrangliste.

Men trods sejren er 25-årige Cilic end ikke at finde i top-10. Cilic avancerer fire pladser og er nu nummer 12. Han bedste placering er som nummer ni, hvilket han lå i februar 2010.

På den såkaldte Race to London-liste, hvor kun resultaterne i 2014 tæller med, og hvor top-8 kvalificerer sig til den eftertragtede ATP-sæsonfinale, er Cilic nu på 11.-pladsen efter sin store sejr

Den tabende US Open-finalist, Kei Nishikori fra Japan, som blev slået med tre gange 6-3 i finalen i New York, avancerer tre pladser på verdensranglisten, så han nu er nummer otte i verden. På Race to London-listen er japaneren nummer fem.

Verdensranglisten toppes fortsat af serbiske Novak Djokovic foran Rafael Nadal og Roger Federer. Den skotske stjernespiller Andy Murray er tæt på at ryge ud af top-10 på verdensranglisten. Lige nu er han akkurat på 10.-pladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV