USA: 72 timers våbenhvile i Mellemøsten

Skrevet af admin

01/08/2014

Dagens topnyheder

Israel og Hamas er blevet enige om en 72 timers humanitær våbenhvile i Gazakonflikten. Våbenhvilen træder i kraft klokken syv fredag morgen dansk tid, siger USA's udenrigsminister, John Kerry, og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i en fællesudtalelse ifølge Reuters.

Israelske og palæstinensiske delegationer indleder allerede fredag yderligere samtaler om at få afsluttet den aktuelle konflikt, oplyser en amerikansk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

- Denne våbenhvile er afgørende for at give uskyldige civile en tiltrængt pause fra volden, siger John Kerry.

Hamas garanterer, at bevægelsen vil respektere aftalen, såfremt Israel ikke bryder den. Det siger Abu Zuhri, talsmand for bevægelsen, ifølge Reuters.

Det israelske militær vil fortsætte sine "defensive operationer" (i Gazastriben, red.) under den 72 timer lange våbenhvile, som parterne er blevet enige om torsdag aften, siger John Kerry ifølge AFP. Dermed vil israelske styrker fortsat være til stede i Gaza de kommende dage.

Israel indledte 8. juli en offensiv mod Gazastriben som reaktion på tiltagende raketangreb fra Hamas.

I første omgang svarede Israel igen med daglige luftangreb rettet mod militante medlemmer af Hamas-bevægelsen. Senere er den militære indsats udvidet med en landoffensiv.

I løbet af de 72 timer, hvor krigshandlingerne indstilles, vil der blive bragt nødhjælp ind til indbyggerne i Gaza, som også får mulighed for at begrave mange af de personer, der er blevet dræbt under de israelske angreb. Dødstallet nåede torsdag aften 1442 i Gaza.

Fødevarelagre vil desuden blive fyldt op under våbenhvilen.

- Den virkelige udfordring bliver nu at finde en mere varig løsning, som kan tilfredsstille begge parter, siger Tom Donilon, tidligere sikkerhedsrådgiver for USA's præsident, Barack Obama, til CNN i en umiddelbar kommentar til meddelelsen om våbenhvilen.

/ritzau/Reuters