USA advarer Rusland mod intervention i Ukraine

Enhver russisk intervention i Ukraine ville være en slem fejltagelse.

Det siger en talsmand for Det Hvide Hus, der opfordrer Rusland til at respektere den territoriale integritet i Ukraine efter meldinger om, at væbnede mænd skal have indtaget to lufthavne på Krim-halvøen.

- Intervention ville være en stor fejl, siger talsmanden Jay Carney.

Det nye ukrainske lederskab har kaldt overtagelsen af lufthavnene for en invasion, og USA er nu ved at undersøge, hvorfra de væbnede mænd kommer.

Jay Carney siger, at Washington er bekymret over, at der muligvis har været en intervention foretaget af en "udefrakommende stat".

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, talte fredag for anden dag i træk i telefon med sin russiske kollega, Sergej Lavrov.

Her skal den russiske udenrigsminister ifølge Kerry have garanteret, at man ingen intentioner har om at forbryde sig mod Ukraines suverænitet.

USA har allieret sig med det provestlige ukrainske lederskab, der tog over efter afsættelsen af præsident Viktor Janukovitj, der fredag holdt et pressemøde i Rostov ved Don i Rusland.

For en uge siden var han stadig præsident i Ukraine, og det mener han i modsætning til parlamentet i Kijev fortsat, at han er.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip