USA afviser firmas ansvar for dokumentlækage

»På nuværende tidspunkt er der ingen beviser for, at BAH (Booz Allen Hamilton, red.) på tidspunktet for Hr. Snowdens forseelse vidste, burde have vidst, havde godkendt eller havde affundet sig med Snowdens forseelse,« oplyser en kilde i embedsværket hos det amerikanske luftvåben til Reuters.

Edward Snowden var sikkerhedsgodkendt til ansættelsen ved Booz Allen Hamilton, der gav ham adgang til de strengt fortrolige dokumenter fra blandt andre den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA), som han har lækket til medier over hele verden. Dokumenter, der har løftet sløret for amerikanske myndigheders massive overvågning af både privatpersoner og udenlandske myndigheder.

En tværpolitisk gruppe af amerikanske senatorer foreslog onsdag reformer af lovgivningen på området for sikkerhedsgodkendelse i kølvandet på Edward Snowdens afsløringer af de hemmelige amerikanske overvågningsprogrammer.

Den eftersøgte whistleblower befinder sig angiveligt stadig i en lufthavn i Moskva, som han ankom til fra Hongkong den 23. juni i forsøget på at undgå udlevering til retsforfølgelse i USA.

BNB

Dagens Gossip