USA afviser påstand om bin Laden aktionen

Det Hvide Hus i Washington DC afviser blankt, at Pakistan blev adviseret på forhånd, inden amerikanske specialstyrker i maj 2011 gennemførte en aktion i den pakistanske by Abottabad og dræbte Osama bin Laden, leder af terrorgruppen al-Qaeda.

- Det var helt og holdent en amerikansk operation, siger Edward Price, der er talsmand for USA's Nationale Sikkerhedsråd, i en erklæring til pressen i den amerikanske forbundshovedstad.

Det er den erfarne, amerikanske journalist Seymour Hersh, der i det kommende nummer af tidsskriftet London Review of Books skriver, at den pakistanske efterretningstjeneste siden 2006 holdt bin Laden som fange i det hus, som amerikanerne angreb.

Og pakistanerne vidste, at de amerikanske specialstyrker kom.

Siger altså Hersh, som citerer, hvad han kalder en meget højtstående kilde.

Det er helt forkert, siger Edward Price til gengæld.

- At antage, at operationen var andet end en ensidig amerikansk mission, er helt forkert, siger Price.

- Viden om denne operation blev begrænset til en meget lille kreds af højtstående amerikanske embedsmænd, siger han videre.

Peter Bergen, sikkerhedsanalytiker hos tv-stationen CNN, siger også, at Hersh er gal på den.

Ifølge CNN betegner Bergen påstandene som "nonsens".

Hersh er også blevet interviewet af CNN. Det skete inden, at talsmand Price afviste påstandene.

CNN skriver på sin netavis, at Hersh tidligere er blevet kritiseret for at bruge anonyme kilder rigtig meget. Og han indrømmer ifølge CNN også, at han førhen har fået fat i noget, der viste sig at være forkert.

Men han står ved bin Laden-historien og siger, at han stoler på den ene højtstående kilde, fordi det er meget svært for folk, "der stadig er inde", at blive citeret alt for meget.

Hersh siger også, at han har fået verificeret de fleste oplysninger ved journalistisk arbejde i Pakistan.

Aktionen i Abottabad udløste vrede i Pakistan, og det i forvejen anspændte forhold mellem den amerikanske og pakistanske regering blev udsat for nye prøvelser med aktionen mod Osama bin Laden.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip