USA angriber terrormål i Somalia

Skrevet af admin

27/01/2014

Mest læste i dag

Det amerikanske militær har søndag gennemført et luftangreb i Somalia mod en formodet militant leder, som har forbindelse til terrorgrupperne al-Shabaab og al-Qaeda. Det rapporterer flere internationale medier.

USA har endnu ikke været i stand til at bekræfte eller afkræfte, om personen, som var målet for det amerikanske angreb, er dræbt.

Der blev angiveligt affyret missiler mod målet i det sydlige Somalia. Der var ingen amerikanske soldater på landjorden, rapporterer tv-stationen CNN, der angiver en militær embedsmand som kilde.

Missilangrebet blev gennemført af et ubemandet dronefly, skriver nyhedsbureauet AFP. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at operationen fandt sted i nærheden af havnebyen Barawe, som er en højborg for militante.

Det var også i Barawe, at amerikanske kommandosoldater tilbage i oktober forsøgte at få ram på en militsleder fra al-Shabaab. Det lykkedes ikke.

Den somaliske bevægelse al-Shabaab er en radikal milits, der har tilknytning til terroristerne i al-Qaeda. Deres mål er at omdanne Somalia til en fundamentalistisk, islamisk stat.

Al-Shabaab har taget skylden for massakren i indkøbscentret Westgate, der ligger i nabolandet Kenyas hovedstad, Nairobi. Angrebet stod på fra 21. til 24. september sidste år

Mindst 67 mennesker mistede livet, og flere udlændinge var blandt de dræbte. Heriblandt seks briter, to canadiere, to franskmænd, to indere, en kineser, en hollænder samt en sydafrikaner og en sydkoreansk statsborger.

Al-Shabaab har sagt, at angrebet var en advarsel til Kenya om at trække dets soldater ud af det sydlige Somalia, hvor de bekæmper al-Shabaab som del af Den Afrikanske Unions styrke.

/ritzau/