USA: Atomaftale vil give meget små lettelser til Iran

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Et foreløbig udkast til en atomaftale mellem Iran og de seks stormagter i 5+1-gruppen giver "meget små" lettelser i de sanktioner, som landene opretholder i forhold til Iran.

Sådan forlyder det fra den amerikanske lejr ved mødet i Geneve onsdag.

Ingen aftale er underskrevet, og der kommer næppe nogen endelig løsning på atomforhandlingerne med Iran i denne uge, lyder det fra en amerikansk regeringskilde.

Det var håbet, at stormagterne ville nå en aftale, der endegyldigt kunne løse konflikten omkring Irans atomprogram.

Atomprogrammet har bekymret Vesten i mange år, og det har medført stærke sanktioner mod landet i en årrække.

Håbet var baseret på, at Iran, efter Hassan Rouhani kom til magten som præsident tidligere på året, har været meget imødekommende i forhold til at løse konflikten.

Men en udtalelse fra Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har tilsyneladende skabt problemer i de svære forhandlinger.

- Jeg insisterer på, at vi ikke trækker os det mindste i forhold til den iranske nations rettigheder, har Ali Khamenei sagt.

Det har fået Frankrigs præsident, François Hollande, til at kræve "svar og ikke provokationer" fra iranerne.

- Det står klart, at Khameneis udmeldinger ikke kan føre til ro og forståelse.

/ritzau/