USA bad ikke om afhøring af Snowden-journalists kæreste

De amerikanske myndigheder var dog blevet advaret af deres britiske kolleger om tilbageholdelsen af brasilianske David Miranda på forhånd, fortæller talsmand for Det Hvide Hus Josh Earnest.

»Det var en beslutning, de (briterne, red.) tog på egen hånd og ikke på anmodning fra USA,« siger han ifølge Reuters.

David Miranda, der var på vej hjem til Rio de Janeiro fra Berlin, blev tilbageholdt under en mellemlanding i London og afhørt i ni timer med henvisning til britisk antiterrorlovgivning. Ifølge The Guardian blev en del af hans elektroniske udstyr såsom mobiltelefon, computer og kamera konfiskeret.

David Miranda blev efterfølgende løsladt uden sigtelse.

De brasilianske myndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at de har protesteret over tilbageholdelsen af en brasiliansk statsborger, og at de finder handlingerne fra de britiske myndigheder »meget bekymrende«. Brasilien har nu bedt om en forklaring både fra de britiske og de amerikanske myndigheder.

Glenn Greenwald har selv skrevet i en artikel på The Guardians hjemmeside, at han blev ringet op af en ansat fra lufthavnens sikkerhedsafdeling, som oplyste ham om, at hans partner blev tilbageholdt og afhørt af betjente i lufthavnen. Ifølge Greenwald blev kæresten afhørt om de historier om det amerikanske NSA-overvågningsprogram, som Greenwald og andre Guardian-journalister har skrevet om.

Edward Snowden, der tidligere har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste NSA, opnåede 1. august asyl i Rusland efter at have opholdt sig i Moskvas lufthavn i mere end fem uger, hvor han forsøgte at undgå udlevering til USA for at have lækket oplysninger fra NSA. Han er eftersøgt af amerikanerne, som anklager ham for spionage.

Dagens Gossip