USA beder Danmark om mere hjælp i kampen mod IS

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

USA har henvendt sig til Danmark og bedt om et yderligere militært bidrag til kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Det bekræfter udenrigsminister Kristian Jensen (V) over for Ritzau.

- USA har rettet henvendelse til Danmark og bedt os overveje, hvorvidt vi kan bidrage yderligere i kampen mod Isil (andet ord for IS, red.), siger Kristian Jensen.

- Danmark bidrager allerede med troppetræning, og radarbidrag, men i takt med at andre lande også optrapper deres bidrag, er vi blevet kontaktet om, om vi har mulighed for at yde mere, fortsætter han.

Udenrigsministeren fortæller, at regeringen er i gang med at undersøge, hvordan Danmark kan bidrage yderligere, men vil ikke komme ind på, hvad den globale koalition har anmodet om.

- Det kan jeg ikke komme nærmere ind på på nuværende tidspunkt. Vi har brug for at undersøge nærmere, hvad der konkret er mulighed for at levere, og hvordan det spiller sammen, men jeg har ikke mulighed for at gå mere i detaljer, siger han.

Fra oktober sidste år til oktober i år var danske F-16-fly med til at bekæmpe IS i Irak, men nedslidt materiel og personale betød, at missionen ikke kunne forlænges.

Både fly og personalet er vendt hjem til Danmark, men kun for at holde pause. Når flyene er klar til at komme i luften igen, er det planen, at de udsendes. Det skal gerne ske i løbet af 2016.

Regeringen har i den forbindelse åbnet for at diskutere, om danske fly også kan komme til at bombe mod IS i Syrien.

Mens F-16-flyene er hjemme, har Danmark sendt et dansk radarbidrag af sted i stedet for.

- Regeringen har allerede tilkendegivet, at vi er klar til at genindsætte vores F16er, når de er klar til det. Hvornår det bliver kommer til at afhænge af, om det er en opgave alene over Irak, eller om det er en opgave over både Irak og Syrien, siger han.

/ritzau/