USA bombede Islamisk Stat under kamp mod fjender

Skrevet af admin

07/06/2015

Dagens topnyheder

Ved et enkeltstående angreb har den amerikansk-ledede alliance bombet Islamisk Stat i den syriske by Suran i provinsen Aleppo, siger den syriske overvågningsgruppe Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Islamisk Stat, der vandt kontrol over byen for en uge siden, bekæmper nu oprørere fra Nusrafronten, som har bånd til al-Qaeda. Nusrafronten kæmper sammen med den ultrakonservative oprørsgruppe Ahrar al-Sham.

- For første gang har den internationale alliance understøttet ikke-kurdiske oppositionsstyrker, der slås mod Islamisk Stat, siger Rami Abdel Rahman, som leder den syriske overvågningsgruppe.

- Mindst otte oprørere skal være blevet dræbt ved luftangrebet, siger Rahman.

Både Nusrafronten og Ahrar al-Sham har tidligere været mål for det syriske luftvåbens bombeangreb. I slutningen af maj blev 15 af Nusafrontens mænd dræbt ved et angreb i Aleppoprovinsen.

Søndag kom der også oplysninger om, at syriske regeringsstyrker har drevet IS tilbage fra provinshovedstaden al-Hasakah i den nordøstlige del af landet, som jihadistgruppen indledte en offensiv mod for nogle dage siden.

På flere hjemmesider beskylder tilhængere af Islamisk Stat Nusrafronten og Ahrar al-Sham for at samarbejde med den amerikansk-ledede koalition. De bliver kaldt for "Amerikas spioner".

Selv om de deler den samme jihadistiske ideologi, så er IS og Nusraefronten svorne fjender. IS forsøger at udbrede et selverklæret kalifat i det territorium, som bevægelsen kontrollerer i Syrien og Irak, mens Nusrafronten sværger troskab mod al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahri.

Landene, der deltager alliancen bag luftangrebene i Syrien, er: USA, Bahrain, Jordan, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/Reuters