USA bomber IS-træningslejr i Irak

Skrevet af admin

18/09/2014

Mest læste i dag

En træningslejr i Irak for jihadister fra den voldelige militante gruppe Islamisk Stat (IS) skal torsdag været angrebet af det amerikanske luftvåben.

Det oplyser den amerikanske centralkommando (Centcom), der overvåger amerikanske styrker i Mellemøsten, i en erklæring.

- Alt i alt, et luftangreb ramte nær en IS-træningslejr sydøst for Mosul, to IS-besatte bygninger og en stor IS-enhed på jorden, skriver Centcom i en erklæring.

En amerikansk militærkilde hævder over for nyhedsbureauet AFP, at angrebet er det første på en militærlejr, siden USA indledte sine luftangreb over Irak den 8. august.

Et andet amerikansk luftangreb skal have ødelagt et IS-ammunitionsdepot sydøst for den irakiske hovedstad Bagdad.

Amerikanske kampfly har udført 176 luftangreb mod Islamisk Stat siden den 8. august. De fleste angreb er udført i det nordlige Irak.

I tirsdags udførte amerikanske styrker for første gang offensive luftangreb mod Islamisk Stats positioner sydvest for den irakiske hovedstad.

De nye offensive angreb sker få dage efter, at omkring 40 lande har besluttet at optrappe indsatsen for at få nedkæmpet IS, som har erobret store områder i både Syrien og Irak.

/ritzau/AFP