USA: Clinton havde tophemmeligheder på usikret computer

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

Hillary Clinton havde statshemmeligheder liggende på sin usikrede hjemmecomputer, bekræfter den amerikanske regering.

Syv e-mail-korrespondancer tilbageholdes derfor, når regeringen senere fredag offentliggør endnu en bunke elektronisk post fra den tidligere udenrigsminister.

Det bekræfter udenrigsministeriet i Washington.

En talsmand i udenrigsministeriet, John Kirby, siger, at dokumenterne af efterretningstjenesten siden er blevet opgraderet til "tophemmeligt materiale".

- Disse dokumenter var ikke klassificerede, da de blev sendt, siger Kirby.

Timingen er uheldig for præsidentkandidaten. Om blot tre dage skydes valgprocessen i gang, når vælgerne i delstaten Iowa skal stemme om deres foretrukne kandidat.

Clinton har fået hård kritik for at have brugt sin private mailkonto til officielle korrespondancer, da hun fungerede som USA's udenrigsminister.

Mailkontoen var knyttet til en server i hendes hjem.

I august sidste år udleverede hun et USB-stik og en server med kopier af sine e-mails til FBI.

Det føderale politi indledte en efterforskning for at få fastslået, om der er sendt eller modtaget hemmeligstemplede informationer på mailkontoen.

I juli 2015 oplyste generalinspektøren for efterretningstjenesterne, Charles McCullough, til Kongressen, at der var fundet fire e-mails fra Hillary Clintons konto med informationer, som var klassificerede.

Der er tidligere blevet spekuleret i, om sagen kan koste Clinton muligheden for at blive landets næste præsident.

/ritzau/Reuters