USA detonerede næsten atombombe over North Carolina

Atombomben ville have været 260 gange mere kraftfuld, end den der ramte Hiroshima i 1945, og en sprængning ville have sat millioner af menneskeliv i fare, skriver avisen.

Dokumenterne udgør ifølge The Guardian de første endelige beviser på den katastrofe, der kun lige blev afværget, da to hydrogenbomber af typen Mark 39 ved en fejl blev kastet over Goldsboro i North Carolina 23. januar 1961. Det skete, da et bombefly forulykkede, og en af bomberne opførte sig, præcis som atomvåben er designet til: Dens faldskærm åbnede sig, dens udløsermekanisme blev aktiveret, og kun én ud af fire sikkerhedsmekanismer virkede.

Der har været vedvarende spekulationer om, hvor nært forestående katastrofen var på den januardag, hvor bomberne faldt. Amerikanske regeringer har gentagne gange afvist, at landets atomvåben har sat amerikanernes liv i fare.

En senioringeniør fra Sandia National Laboratories, der blandt andet sorterer under det amerikanske energiministeriums atomsikkerhedsadministration, slog imidlertid otte år efter uheldet fast i den hidtil fortrolige rapport, at sikkerheden var utilstrækkelig, og at den funktion, der forhindrede katastrofen, let kunne være kortsluttet, hvilket ville have udløst en atomkatastrofe.

»Det ville have været dårlige nyheder, så det forslår,« skriver ingeniøren Parker F. Jones ifølge The Guardian i rapporten.

Ifølge ingeniøren fejlede tre ud af de i alt fire sikkerhedsmekanismer, der skulle forhindre atombombens sprængning, og bomben havde således »ikke tilstrækkelig sikkerhed«, konkluderer han.

Da bomben ramte jorden, blev et affyringssignal sendt til dens atomkerne, og det var kun den sidste - og altså meget sårbare kontakt - der afværgede katastrofen.

Dagens Gossip