USA dropper sanktioner mod Liberia efter demokrati og fred

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Liberias bestræbelser for fred og demokrati får USA til at ophæve en række økonomiske sanktioner, som amerikanerne har haft over for det afrikanske land i mere end et årti.

Det har USA's præsident, Barack Obama, besluttet, oplyser Det Hvide Hus ifølge flere medier.

Obama har underskrevet en ordre om at droppe sanktionerne på grund af Liberias fremskridt siden præsident Charles Taylors hedengangne regime.

Sanktionerne blev indført for godt ti år siden på grund af borgerkrigen i Liberia, men de er ikke længere nødvendige, lyder det fra Obama ifølge BBC.

Ned Price, der er talsmand for USA's Nationale Sikkerhedsråd, siger, at Liberia har gjort enorme fremskridt siden borgerkrigen - særligt har landet forpligtet sig til demokratiet og udviklingen af politiske, administrative og økonomiske institutioner.

- Liberia har ikke kun arbejdet for at komme sig over krigens ar, men har også reageret på og håndteret et hidtil uset udbrud af ebola sidste år, siger Ned Price ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Liberia var et af de lande, der blev hårdest ramt af ebolaudbruddet, der kostede tusindvis af mennesker livet.

Dog tilføjer Ned Price, at der fortsat ligger et stort arbejde forude for Liberia, når FN-missionen i landet bliver afsluttet, og der skal afholdes præsidentvalg i 2017.

USA's sanktioner mod det vestafrikanske land var rettet mod medlemmer af Taylors familie og hans regime. Sanktioner, der tidligere er blevet ophævet, forbød også at importere trævarer og diamanter fra landet.

Charles Taylor stod i spidsen for Liberia under borgerkrigen fra 1991 til 2002. Han blev i 2012 idømt 50 års fængsel for flere krigsforbrydelser, skriver BBC. Dommen faldt ved den internationale domstol i Haag.

250.000 mennesker blev ifølge Reuters dræbt i den blodige krig.

Siden 2006 har Liberia været ledet af nobelprismodtageren Ellen Johnson Sirleaf.

/ritzau/