USA: Egyptere har ret til fredelige demonstrationer

Meldingen kommer, efter at den midlertidige egyptiske regering har beordret politiet til at opløse de store forsamlinger af tilhængere af den afsatte præsident, Mohamed Morsi.

»Regeringen har besluttet at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at konfrontere disse risici og sætte en stopper for dem,« siger en regeringstalsmand på egyptisk TV.

Det Muslimske Broderskabs demonstrationer udgør »en national sikkerhedstrussel«, lyder det desuden fra informationsminister Dorreya Sharaf el-Din. Han siger, at det egyptiske politi har fået til opgave at fjerne demonstranterne »inden for rammerne af loven og forfatningen«.

Flere islamistiske grupper i Egypten, der kræver Mohamed Morsi genindsat, vil ikke desto mindre fortsætte med at demonstrere til fordel for den afsatte præsident og imod militærkuppet.

»Intet vil ændre sig,« siger talsmand for Det Muslimske Broderskab, Gehad El-Haddad, eksempelvis efter regeringens ordrer til politiet om at opløse demonstrationerne.

Morsi-tilhængerne har flere gange trodset advarsler fra regeringen om, at de vil blive fjernet med magt, ligesom blodige sammenstød med regeringsstyrker, hvor et stort antal personer har mistet livet, heller ikke har fået dem til at indstille protesterne.

De største demonstrationer finder sted foran Rabaa al-Adawiya-moskeen i hovedstaden Cairo, hvor mindst 72 Morsi-tilhængere mistede livet i lørdags.

Dagens Gossip