USA evakuerer sin ambassade i Yemens hovedstad

Skrevet af admin

22/03/2015

Mest læste i dag

USA har evakueret den resterende del af personalet - herunder 100 elitesoldater - fra sin ambassade i Yemens hovedstad, Sanaa, oplyser udenrigsministeriet i Washington natten til søndag dansk tid ifølge Reuters.

- På grund af den forværrede sikkerhedssituation i Yemen har USA's regering midlertidigt trukket sit personale ud af Yemen, siger talsmand Jeff Rathke i en udtalelse.

Den ustabile sikkerhedssituationen i Yemen fik allerede tidligere på måneden USA til at suspendere ambassadens aktiviteter i landet og evakuere den diplomatiske del af ambassadens personale.

Det skete, efter at shiamuslimske oprørere fra Houthi-bevægelsen tog magten i Sanaa og sendte præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi og hans regering på porten.

Fredag mistede over 140 personer landet, da selvmordsbombere angreb to moskeer i Sanaa. Islamisk Stat har taget skylden for angrebene.

FN holder søndag hastemøde om situationen i Yemen. USA støtter sammen med andre medlemmer af Sikkerhedsrådet den afsatte præsident og opfordrer de shiamuslimske Houthi-oprørere til at stoppe deres voldelig oprør i landet.

Hastemødet er indkaldt på begæring af Abd-Rabbu Mansour Hadi, som lørdag opfordrede sine landsmænd til at gribe til våben mod Houthi-oprørerne.

Flere lande har lukket deres ambassader på grund af Houthi-militsen, som i flere år kæmpede mod det tidligere styre i Yemen og nu kontrollerer store dele af det fattige land.

/ritzau/Reuters