USA får grønt lys til at bombe i Syrien fra tyrkisk base

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Amerikanske kampfly med kurs mod bombemål i Syrien skal fremover ikke flyve lige så langt som nu, når missionerne begynder og slutter.

Tyrkiet og USA er nemlig blevet enige om, at det amerikanske luftvåben må benytte sig af basen Incirlik, der ligger tæt på den tyrkisk-syriske grænse, skriver Reuters.

Oplysningen om aftalen kommer fra anonyme, amerikanske embedsmænd.

Beslutningen er blevet offentliggjort torsdag aften, dagen efter at USA's præsident, Barack Obama, og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har talt i telefon sammen.

Tyrkiet har i lang tid afvist at stille sine baser til rådighed for de amerikanske kampfly, der bekriger den militante gruppe Islamisk Stat i Syrien.

Den seneste tid har Tyrkiet dog kæmpet mod stigende uro langs grænsen til nabolandet.

Torsdag kæmpede landets militær mod Islamisk Stat på tværs af grænsen, efter at IS-militante dræbte en tyrkisk soldat.

Muligheden for at benytte Incirlik-basen til bemandede bombefly kan vise sig at blive en stor fordel, da man tidligere har været nødt til at påregne ekstra flyvetid og brændstof fra baser i særligt Golfen, hvor de hidtil har haft base.

USA har ikke officielt bekræftet aftalen med Tyrkiet.

/ritzau/Reuters