USA fastholder Assads skyld i kemisk angreb

Sådan lød meldingen mandag fra Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præsident Barack Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice, oplyste i en officiel erklæring, at de tekniske beviser i FN-rapporten var af afgørende betydning. Det gjaldt ifølge hende både konklusionen om, hvilken type raketter, der blev brugt i angrebet, samt at det var en høj kvalitet af nervegassen sarin, der blev brugt.

Konklusionerne, sagde Susan Rice, »bestyrker vores vurdering af, at disse angreb blev udført af det syriske regime, da kun de havde kapaciteten til at udføre et angreb på denne måde«.

FNs inspektører, der var i Syrien for at efterforske det kemiske angreb, havde ikke mandat til at fastslå, hvem der stod bag angrebet med de frygtede våben.

Men heller ikke den franske regering var mandag i tvivl om, at præsident Bashar al-Assads styre bærer skylden for angrebet, sagde udenrigsminister Laurent Fabius ifølge nyhedsbureauet AFP tidligere mandag.

I rapporten skriver FN-inspektørerne blandt andet, at »der i relativt stor skala er blevet anvendt kemiske våben mod civile, heriblandt børn, under den igangværende konflikt mellem parterne i den syriske republik«.

Borgerkrigen i Syrien har skabt en omfattende humanitær krise i landet, der vurderes at have ramt mere end halvdelen af den syriske befolkning.

Flere end seks millioner syrere er flygtet fra landet i løbet af den mere end to et halvt år lange borgerkrig, og yderligere fire millioner er internt fordrevne.

Flere end 100.000 mennesker har mistet livet.

Dagens Gossip