USA fører klart an i koalitions IS-bombardementer

Skrevet af admin

13/11/2014

Mest læste i dag

Hvis nogen var i tvivl, så er der ingen grund til at være det længere.

Amerikanerne har udført klart størstedelen af de luftangreb, som en international koalition bestående af blandt andet Danmark står bag, mod jihadister fra Islamisk Stat (IS).

Det var USA, der i sin tid tog initiativ til at samle den gruppe af lande, der nu forsøger at nedkæmpe den ekstremistiske gruppe, som hærger i store dele af Irak og Syrien.

Nye tal fra Pentagon viser, at amerikanske kampfly indtil videre har stået for omkring 85 procent af bombardementerne siden august.

De arabiske lande i koalitionen har udført 56 ud af i alt 393 luftangreb over Syrien, mens vestlige allierede har udført cirka 70 ud af samlet mere end 470 angreb i Irak, oplyser Patrick Ryder, der er talsmand for den amerikanske centralkommando.

Den politiske ledelse i USA understreger ofte, hvor vigtigt det er, at det er en bred koalition af lande, der bekæmper IS. Særligt bliver de arabiske lande fremhævet. Men opgørelsen over bombetogterne viser, at det klart er USA, der bærer den største byrde i koalitionen.

Siden de første luftangreb i Irak 8. august og de første af slagsen i Syrien i september har koalitionen udført omkring 9020 flyvninger i området. Mange af dem er overvågningsmissioner, og også her er amerikanerne oftest i aktion.

I alt er der blevet kastet omkring 2400 bomber og missiler i perioden.

Målet er at stoppe Islamisk Stats brutale fremfærd, men uafhængige rettighedsgrupper mener, at også civile er blevet dræbt som følge af koalitionens angreb. USA's centralkommando har endnu ikke bekræftet nogen civile tab i forbindelse med sine missioner.

Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater, Jordan og Bahrain er med til at udføre luftangreb i Syrien, mens Australien, Belgien, Storbritannien, Canada, Danmark, Frankrig og Holland deltager i Irak.

Ifølge det danske forsvars seneste opdatering har danske kampfly indtil videre fløjet 41 missioner og anvendt 39 bomber i luften over Irak.

/ritzau/AFP