USA forventer Afghanistan-bidrag fra allierede

Skrevet af admin

16/10/2015

Mest læste i dag

USA har tiltro til, at landets Nato-allierede vil forny eller tilpasse deres bidrag til den amerikanskledede koalition i Afghanistan, efter at regeringen i Washington torsdag besluttede at forlænge missionen.

Det siger den amerikanske forsvarsminister, Ashton Carter.

- Vi forventer, at det amerikanske engagement til gengæld vil føre til tilsagn fra andre af koalitionens medlemmer, som amerikanske styrker har opereret med, siger Carter.

- Jeg har allerede indledt konsultationer med vigtige allierede for at sikre deres fortsatte opbakning til denne mission, siger forsvarsministeren.

Tidligere på dagen meddelte præsident Barack Obama, at USA vil beholde 9800 soldater i Afghanistan ud over udgangen af 2016, hvor det ellers var meningen, at antallet af amerikanske soldater i landet skulle ned på omkring 1000 mand.

Det går ellers på tværs af præsidentens løfte om at trække USA helt ud af landet i løbet af indeværende præsidentperiode.

De amerikanske soldaters opgave i Afghanistan er at træne og rådgive afghanske sikkerhedsstyrker.

Danmark bidrager på nuværende tidspunkt med op mod 160 mand til Natos træningsmission, Resolute Support Mission.

/ritzau/AFP