USA fraråder at rejse til Israel og Gaza

Skrevet af admin

22/07/2014

Mest læste i dag

USA's udenrigsministerium advarer mandag amerikanske statsborgere mod at rejse til Israel, Gazastriben og Vestbredden på grund af den igangværende konflikt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en opdateret rejsevejledning anbefaler udenrigsministeriet de borgere, der havde planer om at rejse til området, at udsætte rejsen.

- Sikkerhedssituationen er stadig kompleks i Israel, på Vestbredden og i Gaza, og amerikanske statsborgere skal være opmærksomme på risikoen ved at rejse til disse områder på grund af den igangværende konflikt mellem Hamas og Israel, står der i den opdaterede rejsevejledning.

Det danske udenrigsministerium ændrede fredag også sin rejsevejledning og fraråder nu alle unødvendige rejser omkring Gazastriben.

Det gælder også de områder af Israel, der er i risiko for at blive ramt af raketter sendt fra Gazastriben.

Udenrigsministeriet fraråder derfor ikke-nødvendige rejser til området inden for 40 kilometers-grænsen til Gaza. Raketangreb ud over 40 kilometers-grænsen kan dog ikke udelukkes, understreges det samtidig.

Mandag har været endnu en blodig dag i konflikten mellem Israel og Hamas. Ifølge palæstinensiske hospitalskilder blev fire personer dræbt, da et hospital i Gaza blev ramt.

Dødstallet blandt palæstinensere rundede mandag 500 mennesker, efter at Israel den 8. juli indledte sin offensiv i Gazastriben, som har til formål at stoppe militante palæstinenseres raketangreb hen over grænsen.

På israelsk side er 27 personer blevet dræbt, hvoraf de 25 er soldater i landets hær.

USA's udenrigsminister, John Kerry, rejste mandag til Egyptens hovedstad, Kairo, i et nyt forsøg på at få parterne til at indgå våbenhvile.

/ritzau/