USA giver Assad en uge til at aflevere kemiske våben

Det nye, amerikanske tilbud faldt på et pressemøde i London, som John Kerry deltog i som led i sit besøg hos sin britiske kollega.

I samme åndedrag slog Kerry fast, at der ikke er noget, der indikerer, at præsident Assad har til hensigt at opgive sine kemiske våben og sætte dem under overvågning af det internationale samfund.

John Kerrys opsigtsvækkende udtalelse faldt som svar på et spørgsmål fra en journalist, der spurgte, om der er noget som helst, som Assad kan gøre for at hindre et angreb.

»Naturligvis. Han kan overdrage hver eneste stump af sine kemiske våben til det internationale samfund i næste uge - aflevere det hele uden forsinkelse. Men det har han ikke i sinde, og det kan ikke lade sig gøre,« lød det fra Kerry.

USA beskylder Assads regime for at stå bag det kemiske angreb, som USAs regering siger dræbte flere end 1.400 mennesker 21. august i en forstad til Damaskus.

John Kerry sagde videre, at kontrollen over Syriens kemiske våben er centreret hos meget få personer, nemlig præsident Assad, hans bror Maher, der er øverstbefalende for elitestyrkerne, og hos en ikke navngivet general.

»De tre har kontrol over transport og brug af kemiske våben«, fortalte John Kerry og tilføjede, at der også foreligger efterretningsrapporter der viser, at der blev givet ordrer fra højtstående regeringsmedlemmer om anvendelse af kemiske våben.

Dagens Gossip

Dagens TV