USA hæver gældsloftet frem til marts 2015

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Senatet i USA har godkendt, at det såkaldte gældsloft bliver hævet frem til marts 2015, oplyser flere amerikanske medier.

Lovforslaget blev vedtaget med 55 stemmer imod 43, og dermed mangler blot præsident Barack Obamas underskrift.

Det Hvide Hus har allerede givet udtryk for, at loven vil passere præsidentens kontor uden problemer.

Tirsdag blev lovforslaget godkendt i Repræsentanternes Hus.

Kun 28 af de 232 republikanere i Repræsentanternes Hus var positive over for at hæve gældsloftet indtil marts 2015. Det var dermed Demokraterne, der bar lovgivningen igennem Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne ellers har flertal.

Afstemningen faldt to uger før, at der er deadline for at finde en løsning på krisen om USA's gældsloft.

Hvis ikke det lovbestemte gældsloft bliver hævet inden denne dato, vil den amerikanske regering inden længe misligholde nogle af sine obligationer og være nødsaget til at lukke nogle af sine økonomiske programmer - det vil sandsynligvis skabe uro på finansmarkederne.

Tirsdagens afstemning markerer et dramatisk skift væk fra de konfrontatoriske taktikker, som Republikanerne ellers har benyttet sig af i Repræsentanternes Hus i løbet af de senere år.

Senest i oktober 2013 hvor dele af USA's statsapparat måtte lukke ned i over to uger på grund af politisk strid i Kongressen om finanslov og gældsloftet.

/ritzau/