USA har angrebet IS seks gange i Syrien

USA's militær oplyser, at det har gennemført seks luftangreb rettet mod jihadistgruppen Islamisk Stat i nærheden af den syrisk-kurdiske grænseby Kobani tirsdag og onsdag.

USA's centralkommando, Centcom, siger i en erklæring, at den amerikansk ledede koalitions luftangreb har ødelagt en pansret mandskabsvogn, pansrede køretøjer og artilleri, der tilhører de militante islamister.

Luftangrebene indgår i de i alt ni angreb i Syrien i løbet af de seneste to dage. De er udført sammen med partneren De Forenede Arabiske Emirater ved at bruge bombe- og kampfly samt fjernstyrede, ubemandede droner, hedder det.

- Alle fly kom velbeholdne tilbage fra angrebsområderne, bliver det tilføjet.

Det amerikanske militær og dets partnere fra Storbritannien og Holland har også gennemført fem angreb mod IS i Irak tirsdag og onsdag ifølge erklæringen.

Samtidig støtter Frankrigs præsident, François Hollande, forslaget om etablering af en stødpudezone for flygtninge mellem Syrien og Tyrkiet. Den skal have til formål at beskytte folk, der er fordrevet på grund af konflikten, oplyser Élysée-paladset onsdag.

Det sker efter en telefonsamtale mellem Hollande og hans tyrkiske kollega, Recep Tayyip Erdogan.

Den franske præsident understreger nødvendigheden af en sådan zone for at undgå en massakre på befolkningen i den nordlige del af Syrien.

Han bakker dermed op om Erdogans idé om at etablere en sådan zone. I den nordlige del af Syrien raser der fortsat voldsomme kampe mellem kurdere og medlemmer af den jihadistiske gruppe IS i og omkring den syrisk-kurdiske by Kobani.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, siger, at det tyrkiske forslag om en stødpudezone ikke er på bordet nu, da en militær løsning er under alvorlig overvejelse. Det er i modstrid med udenrigsminister John Kerrys udtalelser i Washington.

- Lige så grusomt det er at følge med i, hvad der sker i Kobani lige nu, så er man nødt til at træde et skridt baglæns og forstå den strategiske målsætning, siger Kerry til journalister på et pressemøde med Storbritanniens udenrigsminister Philip Hammond.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip