USA: IS har brugt sennepsgas mod kurdiske styrker i Irak

Skrevet af admin

14/08/2015

Mest læste i dag

Islamisk Stat (IS) har angiveligt fået et nyt våben i sit krigsarsenal i form af sennepsgas.

Det siger amerikanske embedsmænd til avisen The Wall Street Journal torsdag.

Ifølge kilderne har den militante bevægelse, der har kontrol over store dele af Syrien og Irak, brugt det kemiske våben mod kurdiske styrker i Irak.

Hvis efterretningerne viser sig at være rigtige, er det de første indikationer på, at Islamisk Stat har fået fingrene i forbudte kemiske våben, skriver The Wall Street Journal.

IS er tidligere blevet beskyldt for at anvende klor mod kurdiske styrker i Irak. Ifølge den amerikanske avis betegnes klor dog ikke som et ulovligt kemisk våben.

USA mener, at IS formentlig har fået fat i sennepsgas i Syrien, hvor landets regering i 2013 indrømmede at have store mængder af kemien. Det skete i forbindelse med, at den syriske regering gik med til at udlevere sit lager af kemiske våben.

Tidligere torsdag oplyste den tyske hær, at kurdiske peshmerga-soldater i Irak har været udsat for angreb med kemiske våben i deres kamp mod Islamisk Stat.

- Der var et angreb med kemiske våben sydvest for Erbil, sagde en talsmand for det tyske forsvarsministerium.

Nogle af de kurdiske soldater fik åndedrætsbesvær, mens tyske soldater, der var med som instruktører, slap uskadt.

- Amerikanske og irakiske specialister fra Bagdad er på vej for at finde ud af, hvad der hændte, sagde talsmanden.

Tyskland har siden september sidste år støttet den kurdiske peshmerga-milits med våben og uddannelse for at kunne bekæmpe IS. For øjeblikket er der 90 tyske soldater i området.

I foråret beskyldte den kurdiske lokalregering islamisterne for at have brugt klor under et bilbombeangreb 23. januar.

To forskningsenheder - Conflict Armament Research Group og Sahan Research - mener at have bevis for, at peshmerga var mål, da et projektil fyldt med en ukendt kemisk substans blev affyret den 21. eller 22. juni.

Substansen havde de samme karakteristika som klor.

De to organisationer siger også, at der var et lignede angreb mod kurdiske styrker 28. juni. Ved nedslag frigives en gul gas "med en stærk lugt af rådne løg".

/ritzau/