USA har diskuteret kemiske våben med Syrien

Samtalen mellem de to udenrigsministre fandt ifølge embedspersonen sted allerede i torsdags, en dag efter det formodede nervegasangreb, der ifølge organisationen Læger uden Grænser i løbet af et par timer resulterede i 3.600 indlagte på tre hospitaler og 355 dræbte i en forstad til Damaskus.

John Kerry diskuterede sagen med Walid al-Muallem »for at understrege, at det syriske regime, hvis regimet, som det hævdes, ikke har noget at skjule, skal tillade øjeblikkelig og uhindret adgang til stedet, i stedet for fortsat at angribe det pågældende sted for at blokere adgangen og ødelægge beviser,« siger embedspersonen, der desuden oplyser, at John Kerry lørdag har været i telefonisk kontakt med udenrigsministre fra Jordan, Tyrkiet og Saudi-Arabien og generalsekretæren for Den Arabiske Liga angående beviser med relation til angrebet.

»I alle disse opkald understregede ministeren vigtigheden af hurtigt at fastslå fakta, og understregede den alvorlige karakter af enhver form for kemiske våben,« siger embedspersonen, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

Embedspersonen oplyser ikke, hvad den syriske udenrigsminister havde at sige om sagen, men den syriske regering har tidligere først nægtet, at et nervegasangreb overhovedet har fundet sted, og siden lørdag givet oprørere i landet skylden for brug af kemiske våben.Syriske oprørere beretter om helt op til 1.300 dræbte i angrebet, og lederen af oppositionskoalitionen Syrian National Coalition (SNC), Ahmad al-Jabra, pressede lørdag på for international handling, da han ved et pressemøde i Istanbul i Tyrkiet sagde, at hovedårsagen til angrebet var det internationale samfunds, især de vestlige landes, passivitet i forhold til at gribe ind for at beskytte den syriske befolkning.Mens der i de vestlige lande tilsyneladende i stigende grad er konsensus om, at præsident Bashar al-Assads styre stod bag angrebet, og rent faktisk brugte nervegas, så overvejer USAs præsident, Barack Obama, hvad der vil være et passende modsvar, herunder om en militæraktion under amerikansk ledelse kan komme på tale.

Det diskuterede han lørdag med blandt andre sine øverste sikkerhedsrådgivere og den britiske premierminister, David Cameron, der efter samtalen med Obama understregede, at omfattende brug af kemiske våben berettiger et »seriøst modsvar«, og at præsident Bashar al-Assads manglende vilje til at samarbejde med FN-inspektører i Damaskus, der ønsker adgang til stedet for det formodede angreb, indikerer, at regimet har noget at skjule.

Dagens Gossip