USA har dræbt højtstående IS-leder ved droneangreb

Skrevet af admin

21/08/2015

Dagens topnyheder

Det Hvide Hus bekræfter fredag, at næstkommanderende i jihadistgruppen Islamisk Stat (IS), Hajji Mutazz, er blevet dræbt ved et amerikansk luftangreb 18. august i Irak, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge tv-stationen CNN har flere amerikanske embedsmænd oplyst, at der var tale om et droneangreb i nærheden af byen Mosul.

USA mener, at Mutazz havde en fremtrædende placering i styringen af IS' finansielle operationer.

Drabet på Mutazz, der ifølge CNN også benyttede en række andre navne, har været lidt af et mysterium. Det skyldes, at en række medier allerede i slutningen af sidste år rapporterede om hans død på baggrund af oplysninger fra højtstående embedsmænd.

USA og dets allierede retter daglige luftangreb mod Islamisk Stat i ekstremistgruppens selvudråbte kalifat i Irak og Syrien. I sidste måned dræbte et andet droneangreb en højtstående IS-leder i gruppens syriske højborg i Raqqa.

/ritzau/Reuters