USA har planer klar for indgriben i Syrien

General Martin E. Dempsey, stabschef i det amerikanske forsvar, har tidligere fremlagt militære muligheder for Syrien i form af træning af oprørere, luftangreb og en flyveforbudszone, men det er første gang, at de folkevalgte politikere i USA får et overblik over logistikken og omkostningerne ved en mulig indgriben.

Ifølge general Dempsey vil det eksempelvis kræve »hundredvis af fly, skibe, ubåde og andre aktiviteter«, hvis USA skal ramme militære mål hos det syriske styre. Prisen vil være op mod en milliard dollar (5,65 milliarder kroner) om måneden, lyder det videre.

»Det vil kræve tusindvis af specialstyrker og andre infanterister for at angribe og sikre kritiske områder,« vurderer Martin E. Dempsey i sit brev til Kongressen.

Hvis præsident Barack Obama giver ordren, understreger Martin E. Dempsey, så er det amerikanske militær blandt andet klar til at foretage missilangreb mod præsident Bashar al-Assads styrker, etablere bufferzoner og beslaglægge Assads kemiske våben.

Generalen fastslår dog, at selvom en indgriben i Syrien vil indskrænke regimets muligheder i kampene mod oprørerne, bør amerikanerne ikke forvente en hurtig operation i Syrien.

»Hvis vi først griber til handling, bør vi være forberedte på, hvad der følger. Dybere involvering bliver svær at indgå,« lyder det fra general Dempsey.

Han understreger, at amerikansk indgriben i Syrien vil være »intet mindre end en krigshandling«, og at »vi uforvarende risikerer at bemyndige ekstremister eller frigøre de selvsamme kemiske våben, vi ønsker at kontrollere«.

Mandag gav den amerikanske kongres desuden Barack Obama grønt lys til at gå videre med sine planer om at bevæbne de syriske oprørere. Det Hvide Hus meddelte i juni, at det vil yde militær støtte til grupper af oprørere, og både Repræsentanternes Hus og Senatet bakker nu op om de planer.

Dagens Gossip