USA indkalder til møde for at afsætte Assad

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sætter sig onsdag ind i et fly, der fragter ham over Atlanterhavet til Europa.

Et af hovedformålene med hans rejse er igen at lede efter en model for, hvordan konflikten i Syrien kommer under kontrol.

Det amerikanske udenrigsministerium meddeler, at der fredag i Wien i Østrig er indkaldt til multilaterale forhandlinger mellem de centrale lande i Syrien-konflikten.

- Vi venter, at Iran bliver inviteret til at deltage, siger John Kirby, talsmand for ministeriet i Washington DC.

Kirby tilføjer, at han ikke ved, om det bliver USA eller Rusland, der inviterer iranerne, og om styret i Teheran beslutter sig for at sige ja.

Udenrigsministeriet siger, at formålet med Wien-mødet er at føre en dialog, som munder ud i et samarbejde om at få politiske forandringer i Damaskus.

Altså at præsident Bashar al-Assads regime skal skiftes ud.

Rusland og Iran står Assad nær.

I Moskva siger det russiske udenrigsministerium, at Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har talt i telefon med Kerry. Begge er ifølge ministeriet enige om behovet for, at alle de vigtige regeringer i regionen deltager i bestræbelserne på at løse den syriske krise.

Nyhedsbureauet Tass skriver, at Lavrov også har drøftet den syriske krise per telefon med Irans udenrigsminister, Javad Zarif.

I Wien ventes det, siger talsmand Kirby, at en lang række deltagere møder op for sammen at drøfte en aftale, der "fører frem til en regering, som ikke ledes af Bashar al-Assad".

John Kirby siger videre, at John Kerry efter mødet i Wien rejser videre til centralasiatiske lande til bilaterale og multilaterale drøftelser.

/ritzau/Reuters