USA: Iraks hær mangler viljen til at bekæmpe IS

USA's regering beskylder irakiske styrker for at mangle viljen til at bekæmpe den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, som har taget kontrollen over store dele af Irak og senest har indtaget byen Ramadi.

Islamisk Stat har ellers været presset i de seneste måneder, men gruppens offensiver mod Ramadi og oldtidsbyen Palmyra har betydet, at krigslykken er vendt for islamisterne.

USA's forsvarsminister, Ashton Carter, siger søndag i et interview med tv-stationen CNN, at tabet af Ramadi til Islamisk Stat i Irak kunne være undgået.

- Det, der tilsyneladende skete, var, at de irakiske styrker ikke viste vilje til at kæmpe. De var ikke i undertal, de var langt flere end fjenden, men de undlod at kæmpe og trak sig fra stedet, siger ministeren.

Han betegner tabet af Ramadi som Iraks værste militære nederlag i næsten et år.

Irakiske styrker vandt dog søndag terræn fra Islamisk Stat i det vestlige Irak og rykkede nærmere Ramadi - en uge efter den faldt til jihadisterne.

Det er flere forskellige grupper, som er gået sammen om at bekæmpe Islamisk Stat i Eufrat-dalen, hvor regeringen i sidste uge led det alvorligste tilbageslag i næsten et år, da Islamisk Stat rykkede ind i Ramadi 17. maj.

En amerikanskledet koalition, som Danmark også bidrager til, begyndte sidste år at bombe Islamisk Stat fra luften, efter gruppen havde indtaget store dele af Irak og Syrien.

- Luftangreb er effektive, men hverken de - eller noget vi gør - kan erstatte de irakiske styrkers vilje til at kæmpe, siger Ashton Carter.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip